Nyt fra Herning Care – sammen gør vi en forskel

Herning Care har fået ny formand

Jeg blev sidst i august i år valgt til formand for Herning Care, hvilket jeg er meget stolt af. Jeg glæder mig meget til at blive endnu mere involveret i foreningens arbejde, fortæller Bente Krautwald.

Når jeg ser på alt det gode frivillige arbejde, der bliver gjort i Herning Care, bliver jeg endnu mere stolt og glad. Vi er med til at hjælpe, støtte og glæde rigtig mange mennesker.

Det tror jeg, vi kommer til at gøre endnu mere af i fremtiden. Samtidig tror jeg på, at vi skal have flere frivillige med, så vi sammen kan gøre endnu mere for at bringe mennesker ind i fællesskabet.

Vi er også i gang med at se på vores fysiske rammer. Det fortæller vi mere om på et senere tidspunkt.

Hvem er Bente Krautwald?

-Jeg hedder Bente Krautwald Jakobsen. Til daglig arbejder jeg på et stort plejecenter med mennesker med udviklingshandicap og demenssygdom. Det er et meget krævende, men også spændende arbejde. Jeg er uddannet pædagog og har desuden flere pædagogiske og ledelsesmæssige efteruddannelser bag mig.

Bente har altid været aktiv i frivilligt arbejde, og det har været med stor glæde. Både som børne- og ungdomsleder og senere inden for ledelsesarbejde.

Sorggruppe

-For cirka to år siden fik jeg den tanke, at vi skulle starte en sorggruppe op i Herning Care.

I maj 2025 startede vi den første gruppe. Det har været rigtig spændende, og vi er nu i gang med vores andet gruppeforløb. Der er et stort behov for sådanne grupper, pointerer Bente, som er ansvarlig for sorggruppen.

Mission Julepakke

-Julen nærmer sig, og planlægningen af årets Mission Julepakke er i fuld gang. Vi forventer igen i år at kunne hjælpe omkring 500 familier og afholder derfor tre uddelingsshows på uddelingsdagen, fortæller Dorthe Dyreholt, som er ansvarlig for Mission Julepakke.

Vi har allerede modtaget de første tilsagn fra sponsorer, men vi sætter fortsat pris på forbøn for, at alle brikker falder på plads.

Har du lyst til at gøre en forskel, søger vi frivillige til pakning af julehjælpen den 10. december kl. 9.00 -12.00 samt til hjælp på uddelingsdagen. Kontakt os gerne på jul@herningcare.dk. Al hjælp gør en stor forskel for de familier, vi hjælper.

Nyt fra Familienetværket

Vi mødes nu hver anden uge – onsdage i ulige uger kl. 16.00-18.30. Bemærk det nye tidspunkt!

Der venter flere spændende ture for vores faste deltagere fremover, da vi har modtaget fondsmidler fra LB Foreningen.

-Vi spiser sammen hver gang vi mødes, og fællesskabet omkring måltidet betyder meget for os. Derfor forventer vi, at man møder ind kl. 16.00, hvis man ønsker at deltage i spisningen. Vi ønsker nemlig, at måltidet bliver en hyggelig stund med fællesskab og samvær – og ikke blot et hurtigt måltid, fortæller Henny Kristiane Jakobsen, som er ansvarlig for Familienetværket.

Café Netværk – et ugentligt mødested

Café Netværk er et ugentligt mødested for voksne fra 18 år og opefter, hvor der er mulighed for at møde andre og få en hyggelig snak.

Der er altid kaffe, te og vand på kanderne, og du er også meget velkommen til at tage dine kreative projekter med – fx strikning, hækling eller andet, du har lyst til at sysle med.

Vi mødes i Glashuset hver tirsdag kl. 14.00-16.00.

Tirsdag den 10. november får vi besøg af Daniel Malan, som kommer og holder et foredrag.

Birthe Dejligbjerg & Christiane Steengaard Hansen er ansvarlige for Café Netværk

Besøgstjenesten

-Vi er et team, der blandt andet arbejder opsøgende og har fokus på det enkelte menneskes behov.

Vi tilbyder først og fremmest besøg og telefonsamtaler. I særlige tilfælde kan vi også hjælpe med praktiske ting som indkøb, kontakt til Borgerservice, læge og hjemmepleje. 

Derudover besøger vi også mennesker på sygehuse og plejehjem. Vi tilbyder fødselsdagsbesøg og bringer jule- og påskehilsner ud.

Det vigtigste for os er at møde det enkelte menneske dér, hvor det er, og være med til at skabe nærvær og omsorg, fortæller Hanne Kirkegård, som er ansvarlig for besøgstjenesten.

Biografeftermiddag for hele familien

I Herning Cares Familienetværk arrangerer vi også biografeftermiddage fem gange om året. Her viser vi film på storskærm, og der bliver selvfølgelig serveret sodavand og lækre, lune popcorn. Det hele er helt gratis!

-Vi glæder os altid til at byde vores gæster velkommen til nogle hyggelige timer sammen, fortæller Regin Eriksen, som er ansvarlig for “Biografeftermiddage”.

Næste film vises onsdag den 11. november kl. 16.15 på Silkeborgvej 88, Herning.

Vil du vide, hvornår vi viser de næste film, kan du følge med på vores Facebook-side og Herning Cares hjemmeside.

Vi glæder os til at se jer!

Samtale & Formidling

-Jeg oplever, at flere skriver mails eller ringer, og ønsker at vide mere om Herning Cares mange tilbud. Nogle ønsker også at mødes til en personlig samtale, for at få konkret hjælp eller bare en snak, som kan hjælpe dem videre ind i et af vores tilbud.

Flere udtrykker stor taknemmelighed over vores hjertevarme og oprigtige ønske om at hjælpe den enkelte. Mennesker bliver rørt når de mærker, at “her er nogle, som virkelig vil dem det godt”. Mit arbejde giver stor mening hver gang jeg ser, at der tændes et lys af håb i et menneskes øjne.

-Jeg gør alt hvad jeg kan, for at alle skal føle sig ønskede, set og værdifulde, afslutter Pia Dyreholt Grevsen, som er en del af Herning Cares administration.

Fornyelse af medlemskabet i Herning Care

Vi vil gerne sige en stor tak til alle jer, der allerede er medlemmer af Herning Care, og til jer, der løbende støtter vores arbejde. Jeres opbakning betyder rigtig meget for os!

Medlemskabet skal fornyes én gang om året, hvis du fortsat ønsker at være medlem. Fremover vil fornyelsen ske i februar måned hvert år.

Du vil modtage en anmodning via MobilePay om indbetaling af det årlige medlemskontingent på 100 kr.

Er du endnu ikke medlem, men ønsker at blive det, er du meget velkommen til at sende en SMS til Dorthe på 42 40 90 80. Så sørger hun for at skrive dig op, og du vil modtage en MobilePay-anmodning i februar 2027.

Tak fordi du er med til at støtte Herning Cares arbejde og gøre en forskel for andre mennesker!

Scroll to Top